Hans Buchholtz's hjemmeside om solformørkelser


 

Total Solformørkelse 29. marts 2006

 

Totalitet i Tyrkiet 3m 44s

Formørkelse i København 38%

 

Selv om sandsynligheden for godt vejr var bedre andre steder, valgte vi at tage til Tyrkiet for at se denne totale solformørkelse, der for en gangs skyld også passerede vor del af verden.

Den praktiske del af rejsen havde vi overladt til Corona Adventure/Viktors Farmor, der på bedste vis sørgede for, at vi foruden turens højdepunkt - solformørkelsen - også fik set noget af det fremmede land fra Istanbul tværs over Tyrkiet til Antalya ved Middelhavet.

Heldet var med os. Selv om vejret var lidt blandet under turen, fik en klar og solrig dag (bortset fra 4 minutter) den 29.marts.

Observationsstedet var en strand ved Middelhavskysten øst for Side ved Antalya, nær midten af formørkelseszonen.

Formørkelsen begyndte planmæssigt (naturligvis). I den sidste del af den partielle fase ændredes belysningen mærkbart. Skyggerne blev sorte og skarpe, det blæste op og temperaturen begyndte at falde. Pludselig sås planeten Venus og kort efter forsvandt det sidste lys fra solskiven.

Den sorte måneskive var nu omgivet af Solens hvidlige korona og i kikkert kunnne man se enkelte røde protuberanser stikke ud fra den skjulte solskive.

Ved Middelhavet kort før 2. kontakt

Koronaen er forskellig fra formørkelse til formørkelse. Denne gang var koronaen tydelig langstrakt.

Sollyset fra horisonten lyste himlen op. Ved tidligere formørkelser har jeg set så mange stjerner, at jeg kunne genkende flere stjernebilleder. Denne gang så jeg ingen stjerner, kun Venus.

Alt for hurtigt var det overstået. Solen kom tilbage og strålede i en blændende diamantring.

Hvornår skal vi se det igen? Svaret findes måske her.




Klik på billederne for stort format

Billeder

Billederne er vist i kronologisk orden. Den blå farve på den delvis formørkede sol skyldes et filter foran kameraet.

På billederne af den totalt formørkede sol ses mere eller mindre af koronaen. Årsagen hertil er forskellig belysningstid.

Det sidste billede før diamantringen kan ses i større gengivelse. Her ses en enkelt protuberans og forneden, hvor måneskiven er ved at bevæge sig væk, anes Solen røde kromosfære.

Fototeknik

Billederne af den formørkede sol er taget med et spejlreflekskamera monteret på en linsekikkert med 70mm objektivdiameter og 420mm brændvidde. Film: Kodak Ektachrome E100VS.

Øvrige data som ved formørkelsen i 1999.

 


Og til sidst ...

I dagens anledning Sardes Sultanens Palads Nat over Istanbul Istanbul

 

Til toppen


Blad videre:

Til forsiden; Formørkelsen 2012; Formørkelsen 2009; Formørkelsen 1999; Formørkelsen 1961; Formørkelsen 1954; Kommende solformørkelser


+ Hans Buchholtz


Oprettet 11.04.2006

Senest opdateret:29.12.2012

Til toppen


SLUT